Nogen gange skal der meget styrke til for at arbejde med mennesker.
Gårsdagen vagt involverede en ung fyr med en problematisk stomi, der var noget galt i bughulen hvor der endten var en infection eller hul på sammensygningen. Hen blev kørt på operationsgangen, og var ikke tilbage fra opvågningen da jeg fik fri. Han har allerede haft en langt sygdoms forløb, og en lang indlæggelse, noget der ikke er nemt når man er først i tyverne.
En ældre meget snakkesalig og halvdøv mand der fik at vide af lægen at der var ‘noget’ på bugspytkirtlen. Jeg ved af erfaring ‘noget’ ikke er positivt. Og han havde ingen ide om noget som helst, hvilket man så kan diskutere er godt eller skidt for ham. Han var bare glad for at blive givet noget ordentligt føde efter 3 dage på flydende kost, og udsigt til at blive udskrevet dagen efter. Jeg ved det kun bliver begyndelsen på en masse undersøgelser og ventetider på special læger.
En ældre mand der for 6 uger kom ind for at få en forholdsvis simpel operation på lungen. Han har tidligere haft en blodprop i hjernen og er lam i den ene arm og er på special diet da hans synkebevægelser også blev beskadiget, men har klaret sig godt alene derhjemme. Under indlæggelsen får han en blodprop i blodforsyningen til tarmen og opereres i bughulen, og ender på intensiv hvor det ikke forventes han overlever. Efter en uges tid dokumenteres der i journalen at han skal være palliative – at der ikke flere voldsomme indgreb skal foretages, and vi giver ham vædske, antibiotica og smertedækning, og ser hvad tiden bringer.
Han bliver bragt til vores afdeling, og en ny læge overtager hans sag da han nu ikke længere er under intensiv teamet. Den nye læge syntes ikke man bare sådan kan ‘give op’ og bestiller en masse nye undersøgelser, og medikamenter og nye ting og sager. Oversygeplejerksen og jeg bruger mange timer paa at snakke frem og tilbage med lægerne om hvor stregen går når nu familien har bedt om palliative care. Den ene læge mener at vi skal prøve alt, den anden kan godt se det rimelige i at skære ned på hvor mange ting vi skal fylde den stakkels mand med, men ved ikke helt hvilke og hvordan. Patienten er på dette tidspunkt så afkræftet at han ikke er i stand til at hoste sit eget slim op, og ej heller tale. Han lytter og nikker og grynter lidt.
Som sygeplejerkse er man ofte den der taler for patienten, for familien, hvis patienten ikke er stand til det selv, eller når familien ikke er tilstede, eller er istand til at ‘diskutere’ de medicinske ting på det plan som vi kan. Det tager hårdt på følelserne indimellem, men jeg gør det, for jeg ved at hvis jeg var i den situation, som patient eller som pårørende ville jeg håbe og endda måske forvente at nogen ville gøre det samme som jeg.
Lige da min vagt er færdig, får den ene læge fat i patientes datter, og hun er – viser det sig – ikke af den overbevisning at hendes far skal være palliative, endten har hun ikke forstået, er ikke blev godt nok informeret eller der er sket beslutninger der er gået hende over hovedet. I alle tilfælde har jeg dagen igennem kæmpet for den forkerte kamp føltes det.
Den fjerde patient er kommet ind for en simpel procedure, og skal nok være på afdelingen i 3 dage. Han indrømmer at han drikker en masse grøn te i løbet af dagen, og 8 øl (ca 12 genstande) hver aften, men betegner ikke sig selv som værende afhængig eller alkoholiker. Der er en delikat balance i min samtale om hvilke symptomer han kan forvente at få over de næste 2-3 dage, når hans krop begynder at reagere på manglen på alkohol. Han er utrolig snakkesalig og det er også indimellem en hårfin balance at ‘underholde’ ham, og passe en måske døende mand i samme 4-seng stue.
Efter sådan en vagt går jeg direkte i haven når jeg kommer hjem, vander, reflekterer, og får muld under neglene. Den emotielle tank er løbet tør.