WordPress er det eneste sted i min nære verden hvor det sner – men julestemning det kan vi godt finde ud af.
Dagen har bragt julegave indkøb, havregryns-kugle-rulning og en skålfuld risengrød eller to.
Der er planer om pebernødder, oldemors brunekager og produktion af en honning kage hus – mon vi når det? Selvfølgelig gør vi det. Still 19 sleeps.
Danish School Down Under, hvor min yngste går, havde i dag juleafslutning i DENMARKhouse i hjertet af Melbourne. Det var første gang jeg var i de nye lokaler, og de var overraskende flotte, smukke rene linjer og masser af dansk design (desværre en forfærdelig akkustik, især med børn der så ‘Nissebanden’ mens vi holdte forældre møde). Jeg nåede også lige at forelske mig i en flot ring i deres nye display.
Maden var en god dansk kro værdi; rugbrød med platte af forskelligt pålæg, and med det hele eller risengrød – og alt til en fornuftig penge.
Skolen er igang med en stor udvikling, der skal kulminerer i at vi tilbyder Dansk som valgfag i VCE (10. klasses afgangs eksamen). Det er et stort projekt, der bla er støttet af Dannebrog Fondenn og det bliver den første af dens art i Australien. Spændende at være en del af denne udvikling.
På min gamle blog skrev jeg en opskrift på den nemme havregrøds kage, og det er endnu den post der får mest hits på den blog.
Sidenhen er jeg blevet givet en opskrift der er endnu nemmere.
1 cup sukker
1 cup mel iblandet 1 tsk bagepulver
1 cup kokosmel
1 cup havregryn
125 g smeltet smør
1 spsk sirup/honning
1 æg
* 1 cup = 250ml
Alle ingredientser blandes og trykkes i et lille fad med en gaffel eller med rene hænder.
Bages ved 160C i ca 20 min. Kagen må kun lige få en lille smule brun farve, så forbliver den lækker inden i.
Jeg laver ofte dobbelt portion til madkasserne, og nogen gange laver vi glasur af flormelis og friskpresset citronsaft.
Jeg kunne godt tænke mig at eksperimentere med mindre smør og evt et æg mere, for indrømmet så er det ikke den kage man skal spise hver dag.
Maddy og jeg var stakken af stof igennem og fandt et tæppe jeg havde lavet til pigerne da de var nyfødte, det var det dejligste blødeste stof, og det var perfekt til at blive forvandlet til en dukke.
Vi hjalp hinanden med at klippe, sy og fylde. Og er begge glade for resultatet. Eneste minus er at sygningen midt på hovedet er blevet lidt for lang, og hovedet har en lidt anderledes facon end de dukker hun er baseret paa.
Flickr set med Poppy har mange søde dukker. Mønsteret er fra Hop Skip Jump.
Igår aftes ved halv 7 tiden, var der jordskælv i vores lokal område. Det var ikke særligt voldsomt, 2-3 på richter skalaen, ikke nok til at jeg og pigerne der var på landevejen kunne mærke noget, men manden min der var på sofaen troede det var en rumlen fra torden.
Sydney oplever også at moder jord giver dem een på opleveren med en sand storm – sikke nogen billeder. Vi havde en her i området i 1999 men den var bare en kedelig grå brun, ikke en flot orange=rød som i Sydney.
Og det er da meget mere rart med en glad dag end en sur een af slagsen.
Der er også meget at være glad for, at kunne sove til man ikke gider mere, en lækker kage, frokost + kaffe + kage i dejlige kollegaers samværd, og 3 timer i svømmehallen med ungerne og veninden.
Vi trængte til at kvævre efter vi ikke havde set hinanden i ca 3 måneder. Hun var heldig at have 2 måneders ferie med familien i Danmark. Vi planlægger tur til Juni 2010. Der skal tænkes datoer, ud og hjemrejse, hvor meget danmarksk manden kan holde til, og hvordan det hele passer ind med vores ferier, skole ferien og en 40 års fødselsdag. Der er allerede tre ting på kalenderen, en folkeskole gensyns fest, min farmors fødselsdag og en veninde weekend.
hvor jeg bare ikke gider være glad. Syntes jeg bider lidt af ungerne, manden og kassedamen. Syntes jeg bruger rigelig med tid på navlepilleri og suk og ærgelse. Men kan ikke rigtig finde ud af hvorfor…
Familien drog nordpå til sol og varme og sandstrande så langt som øjet rækker. Det var som gødning til hjertet.
Nogen gange skal der meget styrke til for at arbejde med mennesker.
Gårsdagen vagt involverede en ung fyr med en problematisk stomi, der var noget galt i bughulen hvor der endten var en infection eller hul på sammensygningen. Hen blev kørt på operationsgangen, og var ikke tilbage fra opvågningen da jeg fik fri. Han har allerede haft en langt sygdoms forløb, og en lang indlæggelse, noget der ikke er nemt når man er først i tyverne.
En ældre meget snakkesalig og halvdøv mand der fik at vide af lægen at der var ‘noget’ på bugspytkirtlen. Jeg ved af erfaring ‘noget’ ikke er positivt. Og han havde ingen ide om noget som helst, hvilket man så kan diskutere er godt eller skidt for ham. Han var bare glad for at blive givet noget ordentligt føde efter 3 dage på flydende kost, og udsigt til at blive udskrevet dagen efter. Jeg ved det kun bliver begyndelsen på en masse undersøgelser og ventetider på special læger.
En ældre mand der for 6 uger kom ind for at få en forholdsvis simpel operation på lungen. Han har tidligere haft en blodprop i hjernen og er lam i den ene arm og er på special diet da hans synkebevægelser også blev beskadiget, men har klaret sig godt alene derhjemme. Under indlæggelsen får han en blodprop i blodforsyningen til tarmen og opereres i bughulen, og ender på intensiv hvor det ikke forventes han overlever. Efter en uges tid dokumenteres der i journalen at han skal være palliative – at der ikke flere voldsomme indgreb skal foretages, and vi giver ham vædske, antibiotica og smertedækning, og ser hvad tiden bringer.
Han bliver bragt til vores afdeling, og en ny læge overtager hans sag da han nu ikke længere er under intensiv teamet. Den nye læge syntes ikke man bare sådan kan ‘give op’ og bestiller en masse nye undersøgelser, og medikamenter og nye ting og sager. Oversygeplejerksen og jeg bruger mange timer paa at snakke frem og tilbage med lægerne om hvor stregen går når nu familien har bedt om palliative care. Den ene læge mener at vi skal prøve alt, den anden kan godt se det rimelige i at skære ned på hvor mange ting vi skal fylde den stakkels mand med, men ved ikke helt hvilke og hvordan. Patienten er på dette tidspunkt så afkræftet at han ikke er i stand til at hoste sit eget slim op, og ej heller tale. Han lytter og nikker og grynter lidt.
Som sygeplejerkse er man ofte den der taler for patienten, for familien, hvis patienten ikke er stand til det selv, eller når familien ikke er tilstede, eller er istand til at ‘diskutere’ de medicinske ting på det plan som vi kan. Det tager hårdt på følelserne indimellem, men jeg gør det, for jeg ved at hvis jeg var i den situation, som patient eller som pårørende ville jeg håbe og endda måske forvente at nogen ville gøre det samme som jeg.
Lige da min vagt er færdig, får den ene læge fat i patientes datter, og hun er – viser det sig – ikke af den overbevisning at hendes far skal være palliative, endten har hun ikke forstået, er ikke blev godt nok informeret eller der er sket beslutninger der er gået hende over hovedet. I alle tilfælde har jeg dagen igennem kæmpet for den forkerte kamp føltes det.
Den fjerde patient er kommet ind for en simpel procedure, og skal nok være på afdelingen i 3 dage. Han indrømmer at han drikker en masse grøn te i løbet af dagen, og 8 øl (ca 12 genstande) hver aften, men betegner ikke sig selv som værende afhængig eller alkoholiker. Der er en delikat balance i min samtale om hvilke symptomer han kan forvente at få over de næste 2-3 dage, når hans krop begynder at reagere på manglen på alkohol. Han er utrolig snakkesalig og det er også indimellem en hårfin balance at ‘underholde’ ham, og passe en måske døende mand i samme 4-seng stue.
Efter sådan en vagt går jeg direkte i haven når jeg kommer hjem, vander, reflekterer, og får muld under neglene. Den emotielle tank er løbet tør.
Har for meget kvalme til at kunne agere professionel sygeplejerkse, saa har aflyst dagens vagt.
Har for meget energi til at gide og glo intet sigende fjernsyn.
Har ikke nok energi til at gide sy.
K e d e l i g t !
